På Vejle Friskole bruger vi hjemmearbejde på forskellige måder. Vi arbejder ikke med hjemmearbejde for udelukkende at træne denne disciplin, men ser det som træning, fordybelse og automatisering af bestemte færdigheder. Det kan f.eks. være læseindlæringen, som er helt fundamental i de yngste klasser og kræver dagligt arbejde derhjemme.
Arbejdet skal virke relevant for elevens læring og være individuelt tilrettelagt, forstået på den måde at læreren differentierer mængden, indholdet og metoden efter elevens niveau. Det betyder samtidig at elever kan få forskellige opgaver.
Vores viden om børnenes faglige standpunkt får vi først og fremmest gennem arbejdet i timerne. Det er derfor ikke nødvendigt altid at rette alle opgaver, og derfor kan hjemmearbejde også fremlægges i klassen eller rettes i fællesskab.
Hjemmearbejdet er grundlæggende et fælles ansvar mellem eleven, læreren og forældrene.

Yngste:
I yngste hovedgruppe er der hjemmearbejde i dansk og matematik.
Hjemmearbejdet i dansk består hovedsageligt af læsetræning. Eleverne gennemgår i fællesskab
læseteksten i skolen, og derefter øves læsningen af denne tekst hjemme. Derudover kan der forekomme skriftlige opgaver, der skal gøres færdige hjemme.
I matematik får eleverne udleveret mapper med træningsopgaver. Indholdet i disse mapper er stof, der er gennemgået i klassen, samt mere generelle opgaver.
Eleverne afleverer regelmæssigt mapperne til gennemsyn efter aftale med læreren.

Mellemste:
I mellemste hovedgruppe er der hjemmearbejde i dansk, matematik, tysk og engelsk.
Hjemmearbejde i dansk består af læse- og grammatiktræning. Eleverne låner frilæsningsbøger på biblioteket, som læses hjemme. Derudover er der læselektier, når klasserne læser fælles romaner.
Eleverne får udleveret mapper med grammatikopgaver. Indholdet i disse mapper er stof, der er gennemgået i klassen, samt mere generelle opgaver. Mapperne afleveres regelmæssigt til gennemsyn efter aftale med læreren.
I 5. og 6. klasse vil der være større skriftlige afleveringsopgaver, samt andre opgaver f.eks. i forbindelse med projektarbejde.
I matematik får eleverne udleveret mapper eller hæfter med træningsopgaver. Indholdet i disse mapper er stof, der er gennemgået i klassen, samt mere generelle opgaver. Eleverne afleverer regelmæssigt mapperne til gennemsyn efter aftale med læreren.
I sprogfagene er der hjemmearbejde i 5. og 6. klasse. Eleverne skal øve teksten og gloserne til næste lektion.

Ældste:
I ældste hovedgruppe kan der være hjemmearbejde i alle boglige fag. Hjemmearbejdet kan have flere forskellige formål: Måske er man ikke blevet færdig
med en række konkrete opgaver i en bestemt time, måske er det forberedelse til de næste lektioner i faget.
Det kan også være en afprøvning af om gennemgået stof er forstået.
En anden væsentlig begrundelse for hjemmearbejde kan være at større opgaver kræver mere tid og ro til fordybelse end det er muligt at skabe på skolen. Dette kan f.eks. være almindelige afleveringsopgaver, skriftlig fremstilling, problemregning.
Når hjemmearbejdet er svært:
Det sker at børn og forældre oplever, at hjemmearbejdet er for svært eller for meget i en periode. Så er det vigtigt at henvende sig til læreren og få en aftale om, hvordan der arbejdes hjemme i en periode. Det kan være at aftalen er, at lektierne skæres ned eller helt ophører i en tid. Det er vigtigt for børnenes trivsel, at lektierne ikke giver anledning til for store konflikter eller giver barnet en fornemmelse af ikke at slå til. Generelt er øvelse hjemme i læsning og fx tabeller og gloser fint, men lektier er generelt ikke afgørende for indlæring af nyt stof, det foregår bedst i skolen. Så fungerer det ikke, så giv os besked.


Tilbage til forældremappen